FOR LIVSNYDERE I AL ENKELHED
Vi tør godt sige, at vi har noget for enhver smag. Et afslappet måltid i vores restaurant, en hurtig og velsmagende frokost i Sillaluckan eller lækkerier til at tage med hjem fra vores velassorterede delikatessebutik. Måske et stykke laks eller lækre rejer direkte fra vores eget røgeri.
Med kærlighed til havet
Buhres ligger i det maleriske Kivik, lige ved havet på det magisk smukke Österlen i Skåne. Generationer af fiskeres viden om havets råvarer afspejles i vores madhåndværk, og vores filosofi udspringer af stedet og historien, hvor Buhres åbnede for næsten fire årtier siden for at sælge frisk fisk til lokale og gæster. I dag er Buhres på Kivik et gastronomisk mødested for madglæde, tradition og fællesskab. Her kan du nyde det bedste, havet har at byde på, i rolige og betagende smukke omgivelser. Vi tilbereder vores råvarer på en moderne måde, men håndværket og traditionerne er en selvfølge, og vi værner om regionens madkultur.
Røgeri med fingerspidsfornemmelse
I vores lille røgeri røges fisk og skaldyr nænsomt over træ. Alt tilberedes på stedet. Vores berømte røgede laks tilberedes med en nøje afstemt spånblanding. Røgning er en gammel konserveringsmetode, og for os er det en æressag at gøre det på traditionel vis. Den brændefyrede metode kræver faglig dygtighed og fingerspidsfornemmelse hos røgemesteren og giver fisken en unik smagsdybde, saftighed og en smuk gylden farve. Butikken er en af Sveriges mest velassorterede fiske- og delikatessebutikker. Her finder du alt fra hjemmemarineret sild efter hemmelige opskrifter til østers, hummer, eksotiske fisk, saucer, tærter og lækkerier fra vores eget køkken.
Sillaluckan
Om sommeren åbner vi for “Sillaluckan”, hvor vi serverer vores helt eget bud på nordisk fastfood med enkle og velsmagende retter. Sillaluckan er et folkeligt samlingspunkt for en hyggelig frokost eller et let måltid i solen. Hvert år lægger omkring 50.000 madglade gæster – både lokale fra Kivik og turister fra hele Norden og resten af verden – vejen forbi for at forkæle smagsløgene. Indimellem inviterer vi også til madevents for feinschmeckere, der ønsker madglæde i al enkelhed. Nyd østers på terrassen i solen, oplev stemningen ved et gæstekokke-arrangement, eller saml familie og venner til et storslået julebord med havets delikatesser, når Kiviks havn står i frostklar vinterskrud.
Hjerteligt velkommen til Buhres på Kivik!